KOED Træf – Backstage

Mogens Greve Koeds Krog Leave a Comment

De besøgende ved Koed Træf oplever ”kun” resultatet af de mange forudgående timers forberedelse

Vi har efterhånden prøvet det nogle gange og skal ikke ”genopfinde” alting år efter år. Men uanset det kræver det i ugerne op til alligevel pænt mange timer at få alt på plads.
Og det er vel at mærke en tid, hvor forretningen kører uanfægtet videre og kunderne stadig skal betjenes som normalt.

Mange hænder hjælper til

Henrik har tjek på stort set alt, men opgaverne er uddelegeret, så mange hænder er med til at løfte i fælles flok.
Mange vil gerne snakke med Henrik i tiden op til træffet, og det er nødvendigt, at han ikke er bundet op af alt for mange faste opgaver, så der også er tid til det, der ikke står i manualen, og som der lige pludselig skal tages stilling til og/eller ageres på.
Der er én ansvarlig for hvert af syv hovedområder, og det er skrevet ned, hvad hvert ansvarsområde indbefatter.
Vi holder nogle møder og snakker om tingene, og det er vigtigt, at alle aftaler overholdes, og at der hurtigt bliver taget hånd om eventuelle problemer.

Vores træf – en sjov opgave

Uanset ansvarsområder og opgaver er det VORES træf, og det er tilladt både at spørge andre efter hjælp – og at give en hånd med et andet sted.
På den måde er vi alle med til at sikre, at det ikke bliver en sur pligt at arrangere træf – men en sjov opgave.
Vi har nogle venner af huset, som er flinke til at give en hånd med, og flere af dem har været med adskillige gange og ved, hvad de skal.
På selve dagen i 2018 mødte de første ind kl. 5.30, og det blev et pænt stykke på den anden side af midnat, før de sidste gik hjem. Og om søndagen var der også folk til at rydde op.
Dette her er ikke manualen for træffet, men du får nogle stikord om alt det, vi går og tumler med op til træffet.

  • Datoen skal meldes ud, og der skal skrives om træffet på blog/hjemmeside/andre steder
  • Der skal søges alkoholbevilling, og politiet skal kontaktes om vejene udenom
  • Der skal være en plan for indretningen af pladsen
  • Der skal laves bannere til dagen og bestilles trøjer til hjælperne
  • Der skal bestilles toiletvogn, vanding af pladsen, fadølsanlæg og øl/vand/krus, pølsevogn og pølser/brød/dyppelse/deller, kartoffelsalat, servietter/bakker, éngangsservice, borde/bænke, billetter
  • Der skal laves bemandingsplan for pølsevogn og bar + billetuddeling ved indgangen, P-rådgivere og vejvisere, opstilling af P-båse, opstilling af borde/bænke, morgenkaffehold
  • Der skal findes ting til salg i vores boder, bazarteltet skal stilles op, der skal priser på og laves skilte, og borde/telte/skraldespande m.m. skal stilles op
  • Der skal være ekstra poser til skraldespandene og nogle til at skifte dem
  • Der skal bestilles/hentes rundstykker, kaffe/te, smør, ost og pålæg m.m. til om morgenen
The following two tabs change content below.
Mogens Greve

Nyeste indlæg af Mogens Greve (se alle)