Mød 15 årige Mikkel og hans matsorte BMW 323ti drifter med 459 hestekræfter
Den første bil i den lange kø af biler, der havde formet sig i løbet af morgenen, var en matsort BMW 323ti Compact (E36/5) uden nummerplader, og i let strippet form. Bilens ejer var 15-årige Mikkel, der med venners hjælp havde fået bilen til træf på en autotransport, da bilen som nævnt ikke havde plader på, og Mikkel, grundet sin alder, ikke havde kørekort.

Mikkels BMW 323ti drifter med 459 hk til Koed Træf 2017
Historien bag er interessant og unik. Mikkel fik bilen i konfirmationsgave for et par år siden, dengang med en standard 328i motor. Med lidt spirende racer-blod i årerne, var det oplagt for Mikkel at bruge den til markræs, hvilket han gjorde lige indtil motoren ikke kunne mere.
Mikkel er en fokuseret og ambitiøs ung mand, så mens han tænkte over hvilken motor der så skulle i, tænkte han også over hvordan livet efter markræs så ud. Som 14-15-årig er der ikke mange bilsportsgrene man kan dyrke, men heldigvis er drifting tilladt for personer under 18 år og uden kørekort. Det tændte Mikkel med det samme, og dernæst gik jagten på en potent motor.
Med venners hjælp fik han bygget en 2,5 liters motor med turbo m.m. der lige nu yder 459 hk, hvilket er rigeligt til en i forvejen let bil, der tillige er blevet strippet for at overflødigt og forsynet med bur, hård undervogn og slicks.
Vi synes Mikkels projekt er både spændende og anderledes, og vi glæder os til at se Mikkel til forskellige drifts her i løbet af året, og ikke mindst til næste års træf, hvor vi håber at se ham igen.


Nyeste indlæg af Lars Meller (se alle)
- AGA Tools – fås nu hos KOED - 28. oktober 2018
- NYHED: Koed Partnerværksteder - 21. august 2018
- KOED Træf ’18, nye (veteran)biler og meget mere! - 29. maj 2018